Reklamationsretten følger varen. Hvis du af en privatperson køber en brugt vare, der er under to år gammel, er der stadig reklamationsret på den, hvis den oprindeligt er solgt af en virksomhed i Danmark til en forbruger. Du skal derfor sørge for at få den oprindelige kvittering med, når du køber varen. Hvis der stadig er en gældende garanti, skal du også have garantibeviset, hvis du vil kunne udnytte garantien. Det samme gælder, hvis du bytter tøj med dine venner eller får en brugt vare forærende.
Generelle forbehold som fx - købt som beset -eller - uden ansvar -, er ikke gyldige. Selv om sælgeren har skrevet på regningen, at varen er købt som beset, kan du alligevel klage, hvis der viser sig en mangel ved varen.
Sælgeren kan kun tage forbehold for fejl, hvis han tydeligt oplyser dig om, hvad der er galt med varen. Det kan være en ridse i det udstillede spisebord. Du kan så ikke senere klage over ridsen, men du kan godt klage, hvis der skulle vise sig andre fejl ved bordet. Det er sælgeren, der skal bevise, at han har oplyst dig om en fejl før købet, og at du har accepteret fejlen.